Danske Hospitalsklovne har det højeste Omdømmeindeks i befolkningen blandt de 23 indsamlings- og medlemsorganisationer (NGO’er), der indgår i årets Omdømmemonitor. Det er fjerde år i træk, hvor Danske Hospitalsklovne med afstand har det stærkeste Omdømmeindeks.
Søren Langelykke, der er analysechef for Omdømme, PR & Public Affairs hos Verian i Danmark, siger:
”Når Danske Hospitalsklovne år efter år har det stærkeste omdømme, så skyldes det, at de bredt i befolkningen – på tværs af fx køn, alder, politiske holdninger og værdier – vurderes højt af næsten alle, der kender organisationen. Foreningen har en klar mission og en fortælling, der er let at forstå og identificere sig med. Det gør det meget svært at tænke eller tale andet end godt om Danske Hospitalsklovne.”
Omdømmeindekset samler vurderingen af fem omdømmefaktorer i én score. De fem faktorer er: generelt omdømme, personlig holdning, tillid, succes og kvalitet.
Læger uden Grænser, Kræftens Bekæmpelse, Forbrugerrådet Tænk og Hjerteforeningen er fortsat i omdømmets top-5.
Muskelsvindfonden er nye i undersøgelsen og har det 5. højeste Omdømmeindeks sammen med Hjerteforeningen.
LGBT+ Danmark er også nye i undersøgelsen og har det mest udfordrede omdømme i den brede befolkning med et Omdømmeindeks på 19. På tværs af årets tre undersøgelser har syv organisationer, myndigheder og offentlige virksomheder dog et lavere Omdømmeindeks.
Danmarks Naturfredningsforening og Amnesty International ligger nederst blandt de organisationer, der også var med i undersøgelsen i 2024. Amnesty International har dog et signifikant højere Omdømmeindeks end i 2024, mens Danmarks Naturfredningsforenings Omdømmeindeks går lidt tilbage.
Støtte- og Opbakningsindeks er Verians mål for danskernes støtte og opbakning til indsamlings- og medlemsorganisationer (NGO’er). Fire faktorer indgår i indekset: Personlig attraktivitet og anbefaling af hhv. medlemskab, økonomisk støtte og frivilligt arbejde samt øvrig opbakning til organisationens arbejde – sidstnævnte fx ved at tale positivt om eller interagere med indhold på sociale medier.
Danske Hospitalsklovne og Kræftens Bekæmpelse er i top målt på støtte og opbakning i befolkningen. Ældre Sagen og FDM er placeret som nr. 3 og 4 målt på støtte og opbakning, mens de på overordnet omdømme (Omdømmeindeks) er placeret noget lavere.
Resultaterne viser, at den brede støtte og opbakning til undersøgelsens patient- og forbrugerorganisationer er højere end til de humanitære organisationer.
Omdømmemonitor for arbejdsmarkeds- og interesseorganisationer er baseret på 3.283 interviews i et onlinepanel gennemført 6.-21. oktober 2025. Undersøgelsen er repræsentativ for den danske befolkning på 18+ år i forhold til køn, alder, region og uddannelse.
Omdømmemonitor kortlægger kendskab, kontaktpunkter (oplevet eksponering og kontakt, bl.a. medieomtale og word of mouth), Omdømmeindeks og fem omdømmefaktorer, 21 omdømmedrivere, Arbejdsgiverindeks samt Støtte- & Opbakningsindeks. Kunder modtager fuld rapport med egne resultater og benchmarks i forhold til undersøgelsens øvrige organisationer.
Hvis du vil vide mere om undersøgelsen, herunder muligheden for at være med næste år, så kontakt Søren Langelykke, analysechef for Omdømme, PR & Public Affairs, soeren.langelykke@veriangroup.com.
Verian gennemfører også Omdømmemonitor-undersøgelser af arbejdsmarkeds- og interesseorganisationer samt myndigheder og offentlige virksomheder. Vi tilbyder også omdømmeundersøgelser som ad hoc eller løbende målinger til organisationer, myndigheder og virksomheder.
Næste Omdømmemonitor for indsamlings- og medlemsorganisationer gennemføres i 2026.
Omdømmemonitor hovedside