Omdømmemonitor 2025: Myndigheder og offentlige virksomheder
Verian har gennemført den første danske Omdømmemonitor-undersøgelse af myndigheder og offentlige virksomheder. Undersøgelsen viser, at Politiet har det stærkeste omdømme i befolkningen. Resultaterne afdækker samtidig markante forskelle i danskernes opfattelse af de undersøgte myndigheder og offentlige virksomheder. Undersøgelsen vil fremover blive gennemført årligt og med endnu flere myndigheder og offentlige virksomheder.

Omdømmeindeks: Politiet i top
Verians første danske Omdømmemonitor-undersøgelse af myndigheder og offentlige virksomheder viser, at Politiet har det højeste Omdømmeindeks i befolkningen foran Rejsekort & Rejseplan, Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen.
Omdømmeindekset samler vurderingen af fem omdømmefaktorer i én score. De fem faktorer er: generelt omdømme, personlig holdning, tillid, succes og kvalitet.
Undersøgelsens myndigheder og virksomheder fordeler sig i to grupper, når det gælder Omdømmeindeks:
- I gruppen med et godt omdømme findes – ud over de ovennævnte – også Færdselsstyrelsen, Hjemmeværnet, ATP, Kriminalforsorgen og Forsvaret.
- I gruppen med et lavt eller udfordret omdømme er DSB, Banedanmark, Skattestyrelsen, Postnord, Udlændingestyrelsen og Vurderingsstyrelsen, hvor de to sidste har en negativ Omdømmeindeks-score.
Omdømmeindeks 2025: Myndigheder og offentlige virksomheder
Undersøgelsens kunder vurderes også på 19 omdømmedrivere, bl.a. ”vigtig rolle i samfundet”, ”effektiv og godt drevet” og ”lytter til borgere/brugere/kunder”.
To styrelser og Politiet har det højeste Arbejdsgiverindeks
Sundhedsstyrelsen, Politiet og Fødevarestyrelsen har det højeste Arbejdsgiverindeks.
Arbejdsgiverindekset er Verians mål for myndigheder, virksomheder og organisationer som arbejdsplads og arbejdsgiver. Fire faktorer indgår i indekset: tillid til ledelsen, dygtige medarbejdere, god arbejdsplads samt personlig attraktivitet eller anbefaling til andre som arbejdsplads.
PostNord og DSB har det højeste kvalificerede kendskab
Omdømmemonitor kortlægger også danskernes kendskab til myndigheder og offentlige virksomheder. Og kendskabet er højt. 90% af danskerne kender 13 af de 15 myndigheder og virksomheder enten meget godt, ret godt, lidt eller af navn.
PostNord og DSB har foran Politiet og Rejsekort & Rejseplan det højeste kvalificerede kendskab, dvs. andel af danskerne, der kender dem enten meget godt eller ret godt.
Medieomtale og word of mouth
Politiet, Udlændingestyrelsen og Forsvaret har den højeste andel af danskere, der kan huske omtale i medierne.
Flest danskere har haft samtaler (word of mouth) om PostNord, Rejsekort & Rejseplan og DSB. Hjemmeværnet har både den mest positivt oplevede medieomtale og word of mouth.
Om undersøgelsen
Omdømmemonitor for myndigheder og offentlige virksomheder er baseret på 2.085 interviews i et onlinepanel gennemført 7.-17. juni 2025. Undersøgelsen er repræsentativ for den danske befolkning på 18+ år i forhold til køn, alder, region og uddannelse.
Omdømmemonitor kortlægger kendskab, kontaktpunkter (oplevet eksponering og kontakt, bl.a. medieomtale og word of mouth), Omdømmeindeks og fem omdømmefaktorer, 19 omdømmedrivere, Arbejdsgiverindeks med mere. Kunder modtager fuld rapport med egne resultater og benchmarks i forhold til undersøgelsens øvrige myndigheder og virksomheder.
Omdømmemonitor fremover – og i Sverige
Omdømmemonitor for myndigheder og offentlige virksomheder gennemføres fremover årligt – næste gang i 2. kvartal 2026. Den tilsvarende svenske undersøgelse (Anseendeindex Myndigheter) kører nu på 16. år og inkluderer 50 myndigheder. Vi forventer, at den danske undersøgelse – ligesom den svenske – vil blive udvidet markant i de kommende år.
Verian gennemfører også Omdømmemonitor-undersøgelser af arbejdsmarkeds- og interesseorganisationer samt af indsamlings- og medlemsorganisationer (NGO’er). Vi tilbyder også omdømmeundersøgelser som ad hoc eller løbende målinger til organisationer, myndigheder og virksomheder.
Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere om undersøgelsen, herunder muligheden for at være med næste år, så kontakt Søren Langelykke, analysechef for Omdømme, PR & Public Affairs, Verian soeren.langelykke@veriangroup.com.

Seneste nyheder
Få seneste nyheder fra Verian
Abonner på vores nyhedsbrev for at få resultater og indsigter fraa vores seneste undersøgelser, information om kommende undersøgelser og vores perspektiv på aktuelle samfundsspørgsmål
Fyll i dina uppgifter om du vill du att vi håller dig uppdaterad med liknande insikter, direkt till din mejl.
Du kan avsluta prenumerationen när du vill.